Rejsen, der blev den store ’game changer’…

Jeg fik det mærkbart bedre. Mest markant var min mentale tilstand. En hjelm var blevet fjernet fra mit hoved. Jeg var helt klar med en dyb ro. Min krop var let og jeg havde tabt mig 3 kilo. Jeg var parat til den næste store nye epoke i mit liv!

Kan bare 7 dages retreat ændre din tilstand, løfte dit helbred og sætte en ny dagsorden? Svaret er JA!

I de store skift i vores liv, når vi kigger tilbage, var der som oftest en eller flere hændelser, der var med til at skubbe os og de sidste sten i det murværk vi ønskede at forlade - sådan var det også for mig da jeg drog til Sri Lanka første gang for 3 år siden.

Jeg rejste med Kropsinstituttet og Zen Luxury Travels, der har specialiseret sig i rejser med indhold, der er godt for både krop og sjæl.

Hvis jeg skal være helt ærlig… så rejste jeg med en række forbehold: Hvor meget kan man egentlig ændre ved en helbredstilstand og en mental glidebane på blot en uge???

Men sagen var den, at der skulle et skift til… et sidste skub. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til at tage det næste skridt. Jeg ledte efter det overskud.

Men man kan ændre meget… rigtig rigtig meget...

Vi fløj via Dubai og derfra videre til Colombo. Allerede i Kastrup blev scenen sat med vedlagte gavekort til Joe and the Juice. Ugen før afrejsen havde vi modtaget bogen ’Den fede faste’. Det var hensigten at vi skulle være kampklar til selve dén behandling og dét program, der var blevet lagt for os på forhånd. Indrømmet… jeg gik, dengang, ikke helhjertet ind i processen, jeg havde for travlt på jobbet og privat.

Men DET har jeg fået lært, at lave om på.

Da vi ankom til Colombo blev vi hentet og kørt til vores hotel.

Jetwing Ayurveda Pavillions er et familiedrevet ayurvedisk hotel. Hele stemningen er meget autentisk. En lille oase med sine små haver af blomster, smilende personale, bananpalmer og terracotta. Der er hjertevarmt og alt er meget personligt. Alle de små huse har eget lille udendørsområde og en smuk behandlingsplads under et lille halvtag.

Ved min første 2 timers massage blev jeg mødt af en kvinde, der bukkede høfligt og sagde: “Today I’m your mother and you’re my child!

Konceptet… er et total koncept:  Meditation, daglige massager OG Kropsinstituttets behandlinger. Ayurvedisk mad, tilpasset den enkelte, konsultationer med ayurvedisk læge.

 

Dagsplan

06:15 Wake-up call.

06:30 - 08:00 Yoga og morgenmeditation.

08:00 Morgenmåltid.

09:00 - 14:00 2 timers behandling og ayuervedisk lægekonsultation // i løbet af ugen også 2 kropsterapibehandlinger af Kropsinstituttet.

12:00 - 14:00 Frokostmåltid.

17:00 - 18:00 Kropstræning og De 5 tibetanere.

19:00 Aftenmåltid.

Hotellet har sit eget hold af specialister. Her er læger, behandlere og kokke samt eget ayurvedisk behandlingscenter med tilhørende yogaafdeling. Det er svært ikke at blive forelsket.

Og hvad blev så resultat

Jeg har oplevet meget, men dette er en af de mest unikke oplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg taler jævnligt om denne rejse, når jeg holder foredrag. Den blev min ‘game changer’:

Jeg havde fået det mærkbart bedre. Mest markant var min mentale tilstand. En hjelm var blevet fjernet fra mit hoved. Jeg var helt klar med en dyb ro. Min krop var let og jeg havde tabt mig 3 kilo.

Efterfølgende tænkte jeg meget over hvad der skete og min konklusion var den, at det er kombinationen af det hele… maden de mange timers bevægelse hver dag, kropsterapibehandlingerne, meditationen og den dybe søvn. Sol. Lys og positive mennesker i smukke rammer gør også en forskel.

NU drager vi afsted igen. ’Vi’, er mig og min ’Mentale Kriger’ og ægtefælle Kim. Vi har taget forberedelserne seriøst og stort set levet af grøntsager hver dag den sidste uge. Gået ture og praktiseret ’De 5 tibetanere’. Jeg glæder mig til at vise ham denne lille oase; på mange måder var det Sri Lanka, der blev startskuddet til netop denne kærlighedshistorie:

Kort tid efter hjemrejsen for 3 år siden, mødte jeg Kim. Jeg var klar til ham og derfor stod han der… klar til mig.

Og P.S.

Jeg er ikke den eneste der gentager successen. Alene på denne tur, denne tilfældige uge i januar, er der endnu en fra selv samme rejse for 3 år siden der deltager. Og jeg har observeret, at der er mange gengangere. Vi er en helt lille klub. Det virker! Magisk.

Vil du læse mere om hele processen, finder du en artikel lige her. ‘Når man pludselig ikke kan mærke sig selv’.

 

Jeg vil i den kommende uge skrive løbende fra Sri Lanka. Gode tips til din sundhed og velvære. Du kan også følge mig på instagram.

Giv den artikel et ♥ hvis den taler til dig 🙂

 

Mine tekster og taler udkommer løbende som bøger. Serien hedder ’10 taler’ og du kan købe dem hos din boghandler eller via dette link 🙂