Den nødvendige selvkærlighed

Det er det, vi vælger at se på, det vi vander… der vil gro. Og hvis du møder alle spejlbilleder, alle efterrationaliseringer… med en pessimistisk, kritisk tale… til dig selv – så vil det være det ’selv’, du møder!

Og du kan overlæsse dit hoved med dine mangler: det du aldrig har lært, den krop der aldrig stod helt som den skulle, dét du ikke burde have sagt, de beslutninger der ikke skulle have være truffet, den plade chokolade der ikke skulle have været spist og derved er det alle dine fejltagelser, der vil fylde … og din hjerne vil starte proces efter proces med at løse alt det, der alligevel ikke kan løses, fordi det allerede ER sket! Og derved ikke kan gøres om.

Det er en fejltagelse KUN at se alt det uskønne i et hvilket som helst ansigt og ved en hvilken som helst krop. En fejltagelse at slå sig selv i hovedet med alle de fejltrin, der til alle tider vil befolke et hvilket som helst menneskeliv.

Man risikerer at blive en sydende, indebrændt boble af bebrejdelser og bitre udmeldinger og i netop denne indpakning er det de færreste, der kan blomstre og folde sig ud.

Vi burde se det smukke i stedet. Det smukke i alt det, der ikke gik som det skulle og alt det vi IKKE er. Som de skæve tænder i munden, replikken der faldt forkert og det svedende forsøg på at gøre sig spændende til den jobsamtale, der aldrig kom til at ligne andet end et tåkrummende forsøg på at være dét ’noget’ der netop var brug for i den virksomhed.

Og så må vi øve os i den kærlighed. Øve os i at vise os selv respekt. For det vi ’er’ og det vi kan… Og det der ikke går, det må vi lære af, og handle på, eller ganske enkelt bare lade ligge under tilgivelsens eller glemslens milde vinger.

Hvis du behandler dig selv med respekt, vil det være meget lettere for andre at gøre det samme.

Hvis du ser på dig selv – kærligt i spejlet, er det den udstråling du vil tage med dig hele resten af dagen.

Hvis du tilgiver dig selv en fejl, dvæler ved den et øjeblik. Handler på den om nødvendigt og efterfølgende betragter den som en kærkommen læring… så vil du pludselig føle dig mere rig end fattig.

Hvis du virkelig, af hjertet, kan elske dig selv med alt hvad der følger med – så vil du blive elsket tilbage for den kvalitet, thi kærlighed avler kærlighed. Og den ro man oplever når alt er ’godt nok’… den er så tiltrækkende i sig selv, at andre også ønsker at være en del af glæden.

Med tiden, når du har øvet dig længe nok, vil du tro på alle dine positive selv-bekræftelser og derved frigives den energi, der giver dig overskuddet til den lykke du, som alle andre mennesker, har fortjent.

Livet er simpelt, kærligheden simpel, lykken… Det er alle os der står midt i det hele, der komplicerer forudsætningerne for at nærme sig det vi drømmer om.

Så plej den… denne nødvendige selvkærlighed. Der er jo kun dig til at starte den proces. Du står med det sidste ansvar. Ikke de andre. Men dig.

Den gode nyhed må være, at du bærer kraften til at kunne gennemføre lige netop dén bedrift. Men det kræver at du vander og vander og vander… kærligt, den jord du skal gro i.